Lærer dine børn at vinde?
Jeg er ked af, at så mange forældre ikke SER, hvad der foregår. Jeg har ofte hørt om de her forældre, der står ved sidelinjen og presser deres børn – jeg har nu også mødt dem.
Når man møder en pony, som kaster sig fremad i ren panik og som er så underkuet, at den ikke tør andet end at løbe, så vil sådan en pony enten stoppe i springning eller kaste sig over i panik. Mange forældre synes, den sidste kombination er en god pony. De ser en pony, der er “glad”, fordi glad betyder at løbe hurtigt. De ser, at deres barn har store muligheder for at vinde nogle konkurrencer, da det f.eks. springning er bedst at komme hurtigt over alle spring. En sådan pony vil ofte være rigtig svær at stoppe, og den bliver derfor udstyret med stramme næsebånd, stærke bid, martingal osv. Oveni vil rytteren ofte sidde og hive/holde ponyen tilbage og forsøge at bremse.
Spændingerne fra rytterens arme vil lynhurtigt forplante sig til hele kropen. Det første der rammes, udover armene, er skuldre og nakke. Det giver ofte anledning til hovedpine og migræne i flere tilfælde. Eksperter udtaler sig, at nogle kroniske migræne stammer fra spændinger fra arme gennem længere tid – som beskrevet i ovenstående eksempel.
Ponyen der tæsker afsted i panik, og som blot venter på at komme tilbage i sin boks, hvor den iøvrigt står meget stille og aldrig kunne finde på at gøre noget forkert, har svært ved at blive styret og hjulpet rundt på springbanen. Den kaster sig ofte over forhindringerne uden tanke på afstand, rigtig/forkert galop, og den ender måske også ret ofte i krydsgalop, da dens dårlige balance og spændinger ikke tillader andet. Rytteren forsøger, måske, at lære den lidt om ridning – f.eks. hvordan man bedømmer afstanden, hvordan man får hesten til at lande i rigtig galop mv., men intet virker på denne pony.
Rytteren har ikke en change for at lære nogle af disse tekniske ting, fordi ponyen altid pisker afsted med “hænderne for ørerne”. Det vil sige, at rytteren for en enorm følelse af afmagt, og det eneste, rytteren kan gøre er at følge med og styre hesten forvildet rundt på banen.
Denne kombination ender ofte galt. Enten blot et uskyldigt fald, der vækker barnet eller forældrene eller værre – en rigtig grim rideulykke. Her får nogle øjnene op, men ender med at købe en ny guldpony med samme problemer. Her vil panikken fortsætte, større/flere uheld eller barnet mister lysten.
Forældrene har måske givet udtryk for, at dette er helt ok. Mens andre, når rytteren bliver i tvivl om, om dette kan være rigtigt, fordi rytteren kan se på andre, at man kan lære at styre og samarbejde med hesten rundt på banen, så beroliger forældrene med :”bre rolig, du kan godt holde dig fast, og du kan godt VINDE”. Barnet lærer hermed en vigtig lektie – det at vinde overstiger alt andet som sikkerhed, lærdom, angst, kontrol, glæde og meget andet. Alt overskygges af at skulle VINDE. En meget vigtig lektie som forældrene måske er stolte af at videregive til deres barn? Måske pakker de det ind i en undskyldning om, at vi ikke behøver at vinde. Vi skal bare deltage. Men, faktum er, at stævnedeltagelse samt at vinde, kommer før alt andet.
Når barnet bliver større vil det opdage, at ridningen ikke er så sikkert som først antaget, og indser derefter, at bremsen og rattet på ponyen i virkeligheden er meget dårligt. Det svarer til at køre på en glatbane med 80 km/t med dårlige bremser og retslør! Jeg er sikker på, at ingen forældre har lyst til at køre sådan en bil selv, og da slet ikke lade deres børn gøre det. Alligevel er det forældrene, der står på sidelinjen, som synes at barnet skal fortsætte uden bremse og kontrol på en pony, der næsten ikke kan “se ud af vinduet” pga. stress. Dette er ekstra farligt, når rytteren tilmed ikke kan hjælpe sin pony rundt, hjælpe med afstande der ikke passer eller rette forkert galop. Alligevel synes forældrene, at det er helt super, så længe ponyen bare springer, og barnet holder sig fast.
Ponyen som ikke kan trænes/hjælpes, fordi den løber rundt og kaster sin krop i vrid over forhindringer, er en guldpony – en vinder. En rigtig rar vinder, som aldrig gør noget galt. Den stopper aldrig, bider aldrig, sparker aldrig. Den står og hænger hele dagen på sin fold eller i boksen uden at sige en lyd. Den er ikke social med andre heste. Når ponyen får sin for store sadel på, sænker den ryggen, lægger ørerne ned, løfter halsen, lukker munden og pisker afsted indtil rytteren er færdig med ridetimen og stiger af. Når rytteren er steget af, er ponyen igen det blideste væsen. En guldpony?
En forvirret og stresset pony med så lavt selvværd, at den ikke tør andet end det, den har lært. Den kunne ikke drømme om at sige fra, med mindre det gjalt dens liv. Der er ikke et glad øjeblik i dens hverdage. Kun i de sekunder, rytteren øver parade med den og slipper tøjlen som belønning, ser man, i et kort øjeblik, en hest der trækker vejret en enkelt gang inden den pisker videre i sin forvirring af stress, angst og smerte.
Jeg er ked af, at så mange forældre ikke SER, hvad der foregår. Eller måske ikke VIL se, da det at VINDE, overstiger alt deres fornuft, barnets sikkerhed og hestens trivsel.
Hvorfor er det at vinde stå stort i vores hverdage? Hvad betyder det for dig at vinde? For at dine børn vinder? Hvor meget vil du gå på kompromis med livet for at vinde?
caroline-ridecare.dk 